13 maj 2007

Algeriet: Regeringsstyrker dræber 7 terrorister fra al Qaeda, arresterer 4

I kampe med al Qaeda i det Islamiske Maghreb lykkedes det torsdag og lørdag algeriske styrker at dræbe syv af organisationens krigere. Samtidig kunne algeriske sikkerhedsstyrker lørdag arrestere tre libyere og en algerier, der var på vej for at slutte sig til al Qaeda.

Tabene er resultatet af de seneste fremstød mod al Qaeda i Det Islamiske Maghreb, og kommer efter sidste måneds tredobbelte selvmordsangreb i hovedstaden Algier. Disse kostede 33 uskyldige livet. Siden har algeriske sikkerhedsstyrker adskillige gange slået ned på terror-gruppen, og dræbte blandt andet 26. april gruppens næstkommanderende Samir Saioud.

Torsdag kom det således til kampe i provinsen Saida 435 kilometer vest for hovedstaden Algier. Her blev tre islamistiske terrorister fra al Qaida i Det Islamiske Maghreb dræbt.

100 kilometer øst for Algier kom det fredag og lørdag til kampe i Kabylien, hvor det algeriske militær er igang med en offensiv mod terroristerne. Under kampene, der fandt sted i Tizi Ouzou-provinsen, dræbte soldater støttet af kamphelikoptere fire terrorister. Under kampene blev en soldat dræbt og en alvorligt såret.

I selve hovedstaden lykkedes det samtidig sikkerhedsstyrker at arrestere tre libyere og en algerier, der var i færd med at slutte sig til al Qaeda i Det Islamiske Maghreb. Rekrutterne, der var i begyndelsen af 20erne, blev arresteret efter et tip fra en tidligere terrorist, der overgav sig til sikkerhedsstyrkerne 1. maj.

Kilder:

Etiketter: , ,